Stenen – En minde om Paula f. 8.11. 1955 d. 2.4. 2019

56835707_10219005891318639_260827965112188928_o

Jeg skrev den artikel først på Islandsk,  men fordi jeg ved Paula har mange  danske venner og bekendte besluttede jeg at oversætte den  (så godt som jeg kan)  på Dansk.   ❤

´´´

Nogle gange  møder man mennesker som du oplever at du har kendt hele livet. På den måde mødtes vi,  jeg og Sigrun Palina Ingvarsdottir, Paula.     Til at begynde med,  snakkede vi sammen på messenger på Facebook,  men så mødtes vi I  „den rigtige verden“  I Paulas hjem I Danmark.  –   Der fik jeg en varm velkomst av  Paula og  hendes dejlige dattre Solveig og Elisabet og vi sad og hyggede i den smukke stue på  Valbyvej.   Der var også hendes barnebørn og nogle dyr,  som gik ud og ind (også høns!),   men Paula elskede også dyr  og nogen av dem  „fik lov“ til at besøge hende på  hospitalet.    De var en vigtig del I hendes liv.

Dagen som vi mødtes var den 12. December 2017.   Jeg kunne opslå det I messenger.    Men det var noget andet som jeg kunne opslå,  og det var vores samtale som startede meget tidligere.

Jeg,  som mange andre,  havde følgt med Paulas bekempælse I det såkaldte „Biskopssag“  en sag der blev hendes livs tyngste  sten.   Jeg havde gjørt mere end at følge med,  jeg havde skrevet artikler som handlede om den sag,  en av dem skrev jeg efter at jeg las hvad Paula havde selv skrevet og prædiket I kirken.   Den første I Bessastadakirke den 20. Februar 2011  som kaldtes „Kærlighedens hænder“  og den senere  havde titelen „Forsoning“ og den læste Paula I  Grensaskirke  den 22. Juli 2011.

Der avleverede Paula en symbolsk sten til kirken  –  og disse ord følgte med.

„På grund av min bekæmpelse vil jeg give jer den sten som er symbolsk for alle disse år.

Den er grov,  og man kan godt skade sig på den,  men den er også smuk og mosen er en symbol om at det begynder at helbrede igen.     I denne sten ligger det ansvar jeg har taget,   men nu vil jeg avlevere den til jer som en symbol om at ansvaret er jeres.
Ansvaret på Biskopssagen og de konsekvenser som det havde og stadigvæk har for så mange.

Stenen skal være en minde om at vi må aldrig glemme,  vi skal heller lære fra fejlerne og bruge  erfaringen til at lave  fremtiden.

Stenen er stadigvæk grov og kold som virkeligheden I Biskopssagen er,  men mosen vokser alligevel på den.“

—–
Igen til  kommunikation mellem mig og Paula.

Den 11. Januar 2013,  efter min datter Eva døde,  skrev Paula til mig.  „Min kære Johanna,  jeg skriver til dig med en dyb sorg i hjerte.  Jeg føler din miste.  Jeg kender dig så lidt, men alligevel så meget.   Jeg sender mine dybeste sympati og beder Gud at styrke dig I al din sorg.   Jeg kunne ikke forestille mig mere sorg end at miste min børn og at mine barnebørn blev uden mor.   Jeg beder for dig og du er I min hjerte og sinde hver dag og har været siden Eva blev syg.

Kærlighedens knus, Paula.“

Efter vi mødtes I December 2017 .. skrev Paula til bl.a. til mig:   „Jeg glemte at fortælle dig at da du var her da Eva var syg,  følgte jeg med hvordan det gik.   Jeg havde sådan en stærk fornemmelse for dig og jer.   Igen og igen  tænkte jeg at møde på hospitalet for at stytte dig.   Jeg gjørde det ikke,  fordi vi ikke kendte hinanden på den tidspunk.   Jeg turde ikke og syntes jeg var halv gal at ville bara møde op 😊    .. knus og kram.“

 

Paula var en menneske som tog sig av andre mennesker  –  jeg kunne godt have bruget hendes støtte der inde på Rigshospitalet hvor jeg sad ved min datters dødsbed. –    Senere fik jeg besked fra Paula I Juni 2015,   men der var hendes datter Solveig blevet meget syg og usikkert at hun ville overleve.    Vi var I kontakt med hinanden og Pala ville spørge om hvordan  man kunne overleve at miste sit barn.     Heldigvis blev Solveig frisk igen og Pala  gik ikke igennem den erfaring,  men nu er det hendes børn som oplever at miste sin mor,  hendes egtemand at miste sin kone og barnebørn som mister sin bedstemor.

—-

Næste „møde“  hos os Paua var så i Cafeen I Rigshospitalet I København I Maj 2018.  Vi mødtes og snakkede I over en time.
—–

I Oktober  2018  mødtes vi  på Amagerbrogade I København, hjemme hos min bror, Binni og svigerinde,  Thora, som døde 18. Marts 2019.   Pala og Thora  havde vidst om hinanden,  men de  nåede sammen igennem deres sygdom.    Vi havde faktist alle tre tilhørt en facebook gruppe som kaldes „Kærlighed og kræft“  som vi brugte til at snakke sammen og støtte hinanden.   Der skrev Paula tit gode og opmuntende ord til os andre og også kunne hun snakke om sine bekymringer,  lige som vi alle gjørde.  Det positive ved sådan gruppe er at finde at vi er ikke ene  med vores bekymringer og  tanker,  der er andre som tænker det samme, og der findes ingen forkerte spørgsmål.   Men den negative side, ved at tiløre sådan en gruppe er at miste vores venner fra gruppen til sygdommen,  men måske er den kolde realitet  som døden er også vigtigt at se I ojnene og snakke obenbart om den.   Kræft er dødens alvor, og nogle vil dø og nogle vil leve,   men da vi kan støtte hinanden  gør vi det.    Vi tænker på ord fra en berømt Islandsk skuspiller som døde av kræft sidste år,  Stefan Karl:
„Livet er nu “ ..

I Paulas besøg på Amagerbrogade snakkede vi om mange ting som er vigtige, og vi snakkede om angsten og døden og også  at frygte ikke døden.   Mange forældre frygter mere for sin børn  og dem som de elsker,  end for sig selv.    Derfor er det tit svært at give slip,  dog  de er selv blevet meget syg og ikke nogen livskvalitet længere.

Efter besøget kom Alli, Paulas mand at hente hende og Paula strålede som en forelsket ung pige og fortalte os at  hun syntes hendes mand var så smuk.   Det var dejligt at se deres stærke forbindelse.

Sidste gang jeg mødte Paula var  I min svigerindes bisættelse,  den 1. Marts,  men hun og Alli mødte der og sad og snakkede sammen en god styk tid.   Paula snakkede om hvor godt hun kunne lide formen på  bisættelsen og sådan noget kunne hun godt tænke sig for sin egen,  men for os andre  var det lidt mærkeligt at høre på.
Kun en måned senere var hun væk,  men hun døde  den 2. April.   Den samme dag som min svigerindes bisættelse foregik,   døde Paulas eks mand og far til hendes børn,  Sigurður Blöndal,  men det fik Paula at vide efter bisættelsen.

Jeg fik et opkald fra Alli den 2. April om at Paula  var død.   Jeg havde, som andre, følgt med nyheder fra hendes side hvor familien skrev.  Jeg blev meget ked av det og var overkommet av sorg.  Der blandedes to sorg – sorgen for min svigerinde som døde kun omkring en og halv måned før,  fordi den gang var der ikke meget tid og rum til sorgen,  og også sorg for flere som havde døet før,  fordi  det er som da nogen dør som vi er I god forbindelse med at  minden fra alle de andre dukker også op.    Jeg var ked av det for Paulas famile og alle hendes kære venner og fordi hendes kamp var kommet til slut.    Hun var og er den som vinder,  fordi dog døden overtager kroppen  – lever Paula.

Kontrasten er fødsel og døde.  Paula blev født og Paula døde,  men hun lever fordi livet har ingen kontrast.

Í bogen  „A course in Miracles“  står der:

„Nothing real can be threatened.   Nothing unreal exists.   Herein lies the peace of God.“

Paula var og er  „ægte“   

Jeg vil  snakke lidt om stenen igen.    Jeg kan huske dengang vi mødtes første gang,  spurgte hun mig om hvis jeg vidste hvor stenen var.  Den som hun havde givet til kirken.   Jeg fortalte som var at det vidste jeg ikke og jeg havde aldrig set den.    Hun fortalte om stenens historie,  lige som den er fortalt her tidligere.  –

Efter Paulas død har jeg tænkt meget på hende,   og jeg har sent „besked“ til hende ud I den store  universe  at hvis det er noget hun vil fortælle mig,  eller jeg skal modtage så er jeg klar.    Jeg er følsom og har tit oplevet ting som  man ikke kan se eller høre,  men føle på en anden måde.   Det eneste som jeg kunne ikke få fred for var det med stenen.  Husk:  „Stenen“  var det eneste som jeg kunne mærke, og det sketes flere gange.

Jeg var forvirret,  var skulle jeg med den sten?  Skulle jeg ringe til biskops kontoret og spørge om den?   Ville det ikke være underligt?  … Men så fik jeg svaret.

I midten av April måned  blev jeg kontaktet  av Bjarni Karlsson præst som spurgte om jeg vil  læse bibelord I Paulas bisættelse  på Island.   Jeg skulle servere samt ham, hans kone og biskopen over Island.    Jeg svarede,  som det var,  at det ville gøre mig ære at gøre det og mit hjærte fyldtes med taknemmelighed.    Dagen før jeg skrev den artikel  (på Islandsk)  ringede så Bjarni til mig og fortalte at han ville sende teksten som jeg skulle læse,  men jeg var også blevet nysgerrig hvilken tekst han ville vælge.

Jo,  sagde Bjarni,   jeg skulle læse teksten som var skrevet på stenen som Paula gav til kirken.  –

Den lyder sådan:

Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen.  Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente, som Herren, den retfærdige dommer, på den dag vil give mig – og ikke mig alene, men alle dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst. ( 2 Tim 4:7-8)

I går har jeg trækket et smukt englekort til Paulas familie,   og jeg blev ikke forbavset da det kort var en  Beskyttelses engel   „Guardian angel.“
Det er en stor menneske som siger farvel,  en menneske som ville beskytte alle og det kan være at den jørdiske krop er for „stram“   for så meget behov for at beskytte så mange.   Hun kan nu være til stæde både I Island og Danmark,  hos jer alle og også hos kvinder som meg.   Hun ville så gerne komme til hospitalet da jeg sad hos min datter,   måske gjørde hun det I  ånde og måske var jeg så stærk fordi jeg fik hjælp som man ikke ser,  men føler på en anden måde.

Gud bevar Paula og alt hendes gode arbejde og hendes gode og lyse sinde.

Gå I fred smukke engel,  men vær også velkommen.

Jeg elsker dig  ❤

 

guardian

Til sidst giver jeg Paula ordet I den her artikel,  men det er hendes digt fra  den gang som hun var I  Bessastadakirke  den 20. Februar 2011.

Nu står jeg her.  I kærlighedens hus. 
Jeg er sandhedens stemme og jeg er ikke stille længer. 
I hører mig.  Ser mig. 
I tror på mig og jeg kan mærke kærligheden. 
Jeg behøver ikke at være fuldkommen eller god. 
Jeg rækker min hånd frem til jer. 
Jeg har åbnet  vejen 
og sammen begynder vi at helbrede. 
Vi tænder lys.  
Så forsvinder frygten. 
Jeg gynger højt, højt op I himmelen og der er øjne, blide og gode. 
Nu ved jeg Guds vilje for mig. 
Ved jer siger jeg:  Husk at passe godt  på jer.  
Og glad siger jeg:  Tak for mig.  

 

Færðu inn athugasemd

Skráðu umbeðnar upplýsingar að neðan eða smelltu á smámynd til að skrá þig inn:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Breyta )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Breyta )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Breyta )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Breyta )

Tengist við %s